Kunderne siger

”Inden Pernilles kursus følte jeg, at mit bogprojekt var en vild idé, jeg slet ikke kunne overskue omfanget af. Som journalist er jeg vant til artikler, og så føles de mange sider, en bog skal indeholde, ganske overvældende.

Pernille fik tingene ned på jorden og sat det hele i system, så det umulige pludselig føltes muligt. Jeg fik konkrete redskaber, der gør det let at komme videre, ikke bare denne ene gang, men hver gang. Samt indsigt i en bogbranche, hvis accept er afgørende, før det nogensinde ender som en bog i et vist oplag.

Som underviser har Pernille en ukuelig, positiv indfaldsvinkel til alt. Hun har en unik evne til at opmuntre og skubbe dig i gang. Jeg vil anbefale kurset til alle, der går med drømmen om en bog – men som mangler overblik, modet og opmuntring til at gå i gang.”

Johannes H. Nørgård, journalist

”Jeg var så heldig allerede at have en aftale med et forlag og en klar fornemmelse af, hvordan bogen skulle se ud inden kurset. Men intet på tryk!

Nu er de første kladder skrevet, og jeg har opdaget, at jeg må lægge større vægt på, at mine historiske hovedpersoner træder i karakter og bliver levende for læserne. Det betyder, at jeg i min research skal satse endnu mere på at fremskaffe primærkilder som dagbøger, breve og andre personlige dokumenter.

Efter kurset er jeg endnu mere motiveret for at skrive, men også meget realistisk omkring de pekuniære aspekter af sagen. Det kræver en benhård prioritering af min tid og af min økonomi.

Pernille er et kompetent og engageret menneske, som elsker at skrive og at undervise. Det smitter af på deltagerne og skaber en rigtig god stemning på kurset. Hun er i stand til at fokusere på hver enkelt deltagers behov og indrette sin undervisning og feedback, så alle får noget ud af det! Hendes kommentarer til min tekst var super skarpe og konstruktive!

Samtidig har Pernille formået at hyre de helt rigtige gæsteforelæsere, så man har fået et bredt indblik i forfattergerningen og forlagsbranchen.

Der har været flere aha-erkendelser og er blevet grinet en del undervejs.”

Liv Thomsen, cand.mag. og tv-tilrettelægger

”Inden Pernilles kursus var jeg fortrøstningsfuld – men bestemt ikke målrettet. Men det blev jeg. Mine tanker har ændret sig fra ”Jeg tror, at jeg skriver denne bog” til ”Jamen, dette emne er så fedt, at jeg bare SKAL skrive den bog!!”

Jeg lærte, at man skal skrive, skrive, skrive, skrive – blive ved – have computeren tændt. Og gå til og fra en succes – så er det bare så LET!”

Marianne Dyhrberg Cornett, journalist og redaktør

”Mit bogprojekt var en drøm. Emnet var konkret, men realiseringen var absolut ikke planlagt endsige tænkt igennem. Efter Pernilles kursus blev jeg meget mere konkret og overbevist om, at jeg vil skrive den bog. Jeg fik også en skabelon til, hvad jeg skal starte med.

Pernilles disponering og rækkefølgen i det, vi lærer på kurset, er helt i top. Hun formår at skabe en fortrolig stemning og bruge af sin egen erfaring. Jeg vil anbefale Pernilles kurser til de, der går og tumler med et konkret projekt. Hvis du følger det til punkt og prikke, får du afprøvet dig selv som fagforfatter.”

Susanne Christiansen, journalist

”Som nybegynder indenfor forfatterbranchen kan jeg varmt anbefale Bogskriveriet ved Pernille Nørregaard. Flere gange har jeg haft stor glæde af hendes rådgivning, når mine griflerier så alt for rodede og ustrukturerede ud.

Pernille var altid velforberedt og levede sig meget deltagende ind i min historie. Det var derfor med nyttige værktøjer til den kommende skriveproces og fornyet energi, jeg hver gang forlod en rådgivningssession hos Bogskriveriet.”

Erik Hansen, politimand

”Inden Pernilles ghostwritingkursus havde jeg ofte fået forespørgsler om at være ghostwriter, men jeg gav hver gang opgaven videre, fordi jeg ikke følte mig klædt på til det. Nu ved jeg meget mere om, hvad det indebærer at ghostwrite og vil ikke være bange for at binde an med en spændende opgave.

Pernille er meget kontant og stringent som underviser, men så afslappet, at det er hyggeligt at være i lokale med hende. Der breder sig en god stemning, hvilket er rigtig fint, fordi der samtidig er en stram kursusplan.

Jeg vil anbefale Pernilles ghostwritingkursus til alle, der overvejer at ghostwrite. Også til mere rutinerede, der gerne vil blive bedre.”

Susanne Ove, oversætter og skribent

“Pernille Nørregaard har været en stærk samarbejdspartner i udviklingen af bogen ”Kunsten at sælge”. Hun er effektiv og energisk, når hun går i gang med opgaverne. Hun arbejder selvstændigt og selvtænkende, hvorfor jeg gennem hele processen har betragtet hende som en vigtig ressource, der har bidraget positivt til kvaliteten af bogen.

Pernille har været meget fleksibel og ukompliceret at arbejde sammen med, og jeg anbefaler hende til andre, der har brug for professionel assistance til udvikling af bøger.”

Peter Hindkjær, direktør i SalesForce 1

 

Comments are closed.